mandag den 26. oktober 2009

Nem novemberfest med paptallerkner i luksus kvalitet

I shoppen har vi lige fået endnu en efterårsvare hjem, og det minder os om at vi på én gang ser frem mod julen, men samtidig er det dejligt at vide, at der er en HEL måned tilbage, hvor vi stadig kan dække med andet end nisser og skabe et flot bord.

Disse paptallerkner med efterårsblade er lige godt de skønneste! De hedder 'Chestnut' og den opmærksomme læser vil give mig ret i, at det er flotte kastanjeblade og nødder, der pryder dem. Kvaliteten er som altid i top, når det er fra Caspari. Brug dem før din nabo - og overrask dine gæster :)



tirsdag den 20. oktober 2009

Silkepapir med motiver = juleguf!

Undskyld! Undskyld! Jeg er så tidligt på den, at ikke engang Bilka har fået julepynt op endnu..- Men jeg har fået en kasse fra min leverandør med de lækreste juleting, og hvis der er nogen, der deler min passion for julestads af den ikke-spiselige slags, så kan jeg garantere for, at de heller ikke finder det spor for tidligt.

I kassen gemte sig bl.a. de skønneste ark med silkepapir. Her taler vi ikke om almindelige ensfarvede silkepapir, men om dem med motiver, som man normalt kun finder i USA. Ikke underligt er dem jeg har fået også fra USA, men så meget desto bedre. Prøv lige at se dem her, hva'..(og hvad bedre er; der findes matchende 'til og fra kort' i alle motiverne!)
Jeg ved ikke endnu hvilke, vi tager hjem i shoppen, men skriv en kommentar, hvis du er ægte passioneret og interesseret i nogen af dem :)


mandag den 12. oktober 2009

Borddækning i efterårsfarver - mission completed

Jeg havde lidt problemer lørdag med min ellers helt klare borddækningsplan. For at være helt ærlig, så nåede jeg ganske enkelt ikke at komme hen til Bolettes Blomster. Så istedet drønede jeg, stadig iklædt mit forklæde og mens jeg havde flere ting i ovnen, ned til Brabrandhallen og klippede de flotteste blade fra den store murstensmur. Røde og brune efeu samt vinblade, de fåes ikke flottere noget sted her i Brabrand.

Hjem igen med en skov af blade, og så lægge dem på bordet..Men det virkede bare ikke helt. Servietterne med bladene kom ikke til deres ret, hvis jeg lagde for mange blade som pynt på bordet, og det er heller ikke altid lige nemt med de lys, altså..endte op med en gammel kending fra Ikea, den sorte træstage, der er så enkel og flot. (Samt mormors gamle sølvtøj, ej at forglemme.)
Men i hvert fald var det første gang jeg brugte servietterne, og hvor var de bare flotte! Dugen, jeg normalt kalder en gulddug, er faktisk mere noget der ligner årerne i et træ, og det er jo ret moderne for tiden. Det minder mig om en pude fra HM Home, der forestillede et træ. Har lige tjekket, om den stadig er der, men kan ikke finde den i deres shop.

Her er bordet i sin enkelthed. I øvrigt lavede jeg Enebærgryde med bagt kartoffelmos til, en gammel Karoline-klassisker, men altid et hit.


torsdag den 8. oktober 2009

Servietter til efterårsmiddag

- Nu hvor jeg alligevel har viklet mig ind i et spin af efterår og blade i brændte farver, kan jeg ikke lade være med at vise de sidste 2 servietter, vi har fået i shoppen, og som jeg nok dækker op med på lørdag til vores vennemiddag. (Som nu bliver en afkortet version pga. fodboldlandskampen, men hvem siger at desserten ikke kan indtages i sofaen? ).
Jeg er som altid i tvivl om, hvilken dug jeg vil dække op med, men jeg tror, det igen bliver en farvet papirsdug fra Caspari, så det giver en 'varm og lun stemning'. Farverne i servietten med efterårsbladene (vist nedenfor) passer til flere af vores papirduge, så jeg mangler egentlig bare blomsterdekorationerne og lidt lys..vores Kubusstage er min yndlings, men jeg er evigt bange for at stille den under vores Louise Campell lampe, - kan det ikke smelte, det stads??



De færdige invitationskort..

Det lykkedes mig at skaffe nogle ellers udgåede invitationskort i det smukkeste efterårsmotiv til et kundearrangement, men der var også nok til at bruge dem til førvævnte fødselsdag. Prøv lige at se dem...farven på teksten er en brændt rød, der matcher farverne i bladene. Jeg har altså en invitations-fettisch..:)


torsdag den 1. oktober 2009

Borddækning til Efterårs-Fødselsdag

Min far og hans kone har bedt om hjælp til deres fælles fødselsdag. Det skal bare være hjemme ved dem, men vi bliver 18 stykker, så de vil gerne dække op med engangsservice, og de vil gerne sende en invitation med posten, ikke bare pr. e-mail. Sådan en lille opgave siger jeg jo ikke nej til...:)

Nu er de i forvejen nogle rigtig naturelskere, så det mest naturlige er, at de dækker op med den skønne, skønne paptallerken, tegnet af Karin Fjord Kjærsgaard, som jeg viser nedenfor. Farverne på efterårsbladene er fuldt ud identisk med dem, der er på træerne. I samme efterårsdesign findes invitationskort, som jeg printer teksten direkte ud på - nemt og meget flot! I øvrigt ligesom jeg gjorde med Emmas fødselsdagsinvitationer.

Under paptallerknerne kunne det være flot med en papirdug i en varm farve, og Moire guld papirdugen er måske ikke en tosset ide? Der er jo også de hvide papirsduge fra Duni, men det må ikke blive for fersk i udtrykket, så går det varme efterårshygge af det. Prikken over i'et kunne være bordkortet med blade, som jeg har uploaded nedenfor..Nu må jeg lige høre dem ad.
Servietterne skal også vælges, da det bliver for meget med blad-motivet der også. Det oplagte er at bruge den samme farve som dugen, og der er det da lidt smart at der også er guldservietter, der passer til dugen...jeg tror da egentlig jeg vælger, det skal være den :)